Er du bange for at dø? Eller er du måske bange for at få levet dit liv fuldt ud? Åndedrættet er det der starter og slutter vores liv, og det er noget vi godt må tale om. Derfor skal vi her dykke ned i åndedrættet og livet og døden.

Tidligere var jeg ekstremt bange for at dø – og særligt det at dø alene og ensom, hvorfor jeg på et tidspunkt besluttede mig for at konfrontere min frygt for døden ved at gøre den til en del af mit liv. Gennem røde kors fik jeg muligheden for at være vågekone på Riget. På den måde fik jeg mulighed for at være der for andre – sidde og holde i hånden og blot være der – med et andet menneske, der var i sit liv allersidste timer. Det er noget af det mest smukke, beroligende og naturlige jeg har oplevet i mit liv.

Nogle oplevelser som jeg faktisk i dag videreformidler gennem mine åndedrætssessioner og workshops. For det er så fantastisk, at en af de mere bevidsthedsudvidende øvelser ift. åndedrætsteknik – faktisk er en øvelse, der mimer det åndedræt der indtræffer når vi dør. Hvis du er er sundhedsfaglig, så er der tale om en variation af det åndedrætsmønster, der hedder Cheyne-stokes breathing. Denne teknik er så fantastisk og livsbekræftende, fordi den netop ikke handler om at dø, men om at træde ind i livet og mærke sig selv fuldt og helt. I teknikken kan vi ved hjælp af at manipulere med vores blodgasser, og særlig kuldioxid opleve at vi kan holde vejret – holde op med at trække vejret – i op til 3-4 minutter og på den måde få en “pause”. En pause, hvor intet skal – ikke engang trække vejret. Og dette er magisk. At få lov til at smage på døden, for efterfølgende at mærke præcist hvor meget vi er i live.

Når man først har prøvet denne øvelse, så aftager frygten for at dø også markant, for man oplever, hvad der sker i kroppen og det føles dejligt og naturligt – og for nogen ser man endda også lys, og eller oplever andre bevidsthedsudvidende tilstande, hvor alt er muligt. Det at dø bliver noget naturligt.

En af mine åndedrætskolleger var i den situation at han netop sad med sin far på hans sidste timer – og det var lige efter vi havde lært den teknik. Det betød at han ikke blev forundret og nervøs over den måde hans far træk vejret på da han døde – der godt kan være lidt voldsomt, fordi det skifter mellem store tunge vejrtrækninger gennem munden, og så bliver til lange pauser, hvor man tror personen ånder ud, men så gentaget det sig igen i flere omgange. Men min kollega vidste jo hvordan det føltes netop at trække vejret på denne måde, og han vidste derfor at hans far var på vej videre og at han havde det godt inde i kroppen – en smuk forbindelse og viden at have.

Vi skal ikke være bange for at dø, og vi skal ikke være bange for at tale om døden – får når vi tør erkende at vi skal dø, så kan vi også leve fuldt ud og bruge tid på det der reelt er vigtigst for os i vores liv. Selv bruger jeg begrebet “at mikrodosere døden” indspireret af en hollandsk kollega. Og netop med åndedrætstræning kan vi på denne måde vælge at mærke og leve livet fuldt ud – ved også at turde trække vejret som skulle vi dø. Dette er i den grad livsbekræftende.

Så hvis du er bange for at dø eller har haft døden tæt på ift at have mistet kære for tidligt eller pludseligt, så skal du være velkommen til at række ud, så kan det være jeg kan hjælpe dig.

#bangeforatdø #mærklivet #trækvejret #døden #livet #åndedrætstræning

Jeg øver mig i at tilgive, og til det bruger jeg mit åndedræt. Tilgivelse både af andre og mig selv er ikke noget jeg har været specielt god til tidligere. Jeg har simpelthen ikke vidst hvordan tilgivelse kunne praktiseres. Er det blot en tanke eller skal der mere til?

I mit arbejde som åndedrætsterapeut har jeg opdaget, at vi som mennesker, når vi bliver stødt på livet har en tendens til at holde på vejret, og for nogen kan det skabe fastlåsninger i mere end en forstand. Det kan godt være vi har et ønske om at give slip og tilgive, men så længe det forbliver en tanke og en øvelse i hovedet, der er afskåret fra resten af kroppen, så har jeg i hvert fald ikke kunne få det til at virke. 

Åndedrættet er det der binder vores sind og krop sammen. Tilgivelse for mig bliver derfor først muligt, når jeg ikke holder på mig selv, men bruger mit åndedræt til at skabe flow og samhørighed. 

Lad os kigge nærmere på, hvordan dette kunne se ud i praksis. Selv har jeg en struktur og nogle mønstre, der gør at jeg nogle gange kan føle mig forkert og dermed alene og ensom. Det kan medføre en higen efter bekræftelse og/eller kærlighed, hvilket når dette ikke opnås i første omgang kan lede til frustration og/eller vrede. Før jeg fik børn og før jeg begyndte at arbejde med kropsterapi og åndedræt var vrede virkelig noget der fyldte meget hos mig. Nå, nok baggrundshistorie – lad os nu komme til praksis. 

Til øvelsen. Til der hvor vi kan bruge åndedrættet til at træne at give slip på frustrationen og give plads til tilgivelsen og kærligheden. 

Øvelsen består at to vejrtrækninger dvs. 2 indåndinger og 2 udåndinger og hertilhørende mantra bestående af 4 sætninger. Disse kan tilpasses til dig og dine mønstre.

Da et af mine mønstre, som nævnt, er en følelse at at være alene, der kan medføre en frustration, så har jeg tænkt over (og trukket på min terapeutisk erfaring og teori), hvordan jeg effektivt kunne vende dette til kærlighed.

Her kommer en situation fra en dag i amsterdam, hvor jeg en hel dag gik og øvede tilgivelse og denne teknik. Jeg gik på fortovet og en cyklist kom væltende lige ind foran mig og snittede min skulder. En let forskrækkelse, der normalt kunne have affødt vrede og en opbygning af frustration (negativ energi) i min krop. I dette tilfælde, i stedet for at holde på energien, så trak jeg vejret ind bevidst med tanken og mantraet “tak for forstyrrelsen” og åndede ud med tanken “det betyder jeg ikke er alene”.

Altså en 180 graders omvending af et af mine sår – jeg bruger altså en tilfældig dagligdagssituation, der kunne afføde unødig frustration – til at være et helede plaster. Altså det faktum, at denne forstyrrelse helt konkret betyder at jeg IKKE er alene i verden. 

En situation fra min hverdag hjemme kunne være, når min kæreste for fjerde gang på en dag lader opvaskebørsten ligge våd i vasken fremfor at sætte den tilbage i tørrestativet igen. Dette har tidligere kunnet udfordre min kontrolgen og opbygge frustration hos mig, men i dag trækker jeg vejret ind og sige “tak for forstyrrelsen”. Det betyder nemlig, at jeg ikke er alene. For hvis jeg var alene, så ville opvaskebørsten jo ikke ligge, der i bunden af vasken og forstyrre mig.

Næste åndedrag, tager skridtet videre og bevæger sig væk fra min oplevelse og min erkendelse af ikke at være alene, og over til tilgivelsen og kærligheden ift. min omverden. Jeg trækker vejret ind med tanken “du må også gerne være her” og ånder ud på “og jeg elsker dig”. Dette mantra bruger jeg uanset om det er min kæreste eller børn eller en tilfældig cyklist, der “forstyrrer” mig. Alle har vi ret til at være her, og vi er ikke alene – og selv om du forstyrrer/forskrækker/irriterer mig, så vælger jeg at elske dig. 

Jeg kan således på to simple åndedræt bevidst faciliterer et fokusskifte fra en uønsket irritation og mulig vrede til en kærlig tilgivelse, hvor jeg kan finde ro og samhørighed. Således er det muligt at åndedrættet til at opløse og kaste lys på mine skyggesider, så tilgivelse og kærlighed får mere plads. 

IND: Tak for forstyrrelsen

UD: Det betyder jeg ikke er alene

IND: Du må også gerne være her

UD: Jeg elsker dig

Jeg er nysgerrig på hvad din største frygt er, og om vi på to åndedrag kan vende den rundt til tilgivelse og kærlighed. Det er forsøget værd. 

#tilgivelse #forstyrrelse #indånding #udånding #frustration #vrede #kærlighed #åndedrætstræning #trækvejret

Jeg har ikke det perfekte åndedræt fordi jeg er åndedrætsterapeut, og jeg har ikke den perfekte krop fordi jeg er kropsterapeut, og jeg har heller ikke det perfekte liv. Det tager lang tid at omprogrammere nervesystemet. Syv år var svaret fra to af mine mestre uafhængigt af hinanden. 

7 år på bjerget, hvor man ikke laver andet end at trække vejret på optimale måder, så kan vi helt ændre vores åndedræt, nervesystem og til slut også vores personlighed. Vi kan ændre på hvordan vi har det og hvem vi er gennem vores åndedræt. Det er næsten helt utroligt, at det kan lade sig gøre.

Tænk blot på de munke, der kan smelte sneen omkring dem ved hjælp af deres åndedræt og energi. Jeg forstår idealet og har stor respekt for det, men jeg er også helt på det rene med, at det IKKE er mit ideal. Jeg har som menneske IKKE valgt bjerget – jeg har valgt at være selvstændig og leve et liv med partner og 3 små børn i et samfund, hvor alting ofte går alt alt for stærkt.

Det kræver noget andet. Det kræver en konstant kalibrering – en konstant tjekken ind i åndedrættet og i mediation for at opnå den balance der skal til for være til stede ægte og ærligt. Og jeg bliver lige så presset og ude af balance til tider – selvfølgelig.

Jeg er ikke nogens guru eller mester – jeg er blot en fælles vandrer, der måske er et par skridt foran dig og derfor kan guide dig lidt tryggere og hurtigt videre på vejen mod indre ro og balance i et ellers hektisk og overvældende liv.

Derfor er der også plads til dig her hos mig. Du komme ikke til at lære det perfekte åndedræt, men derimod lære hvordan du kan trække vejret i en helt almindelig hverdag, så du kan få det meste ud af den og være dig selv. 

#perfekt #åndedræt #nervesystem #balanceihverdagen #trækvejret

Det er særligt, når vi sidder ved vores computer, at vi en gang imellem opdager, at vi faktisk glemmer at trække vejret. Vi har gang i så mange ting, og vores tanker suser afsted i sådan en fart, at vi glemmer at trække vejret. 

Det moderne menneske er så meget i hovedet, at vi bilder os ind, at vi kunne undvære resten af kroppen og slet ikke behøver at trække vejret. Så når vi overtænker eller har for mange bolde i luften, så holder vi vejret på en indånding. Vi presser os selv. 

Men det opdager vi så lige pludselig, hvorfor vi må tage en stor ofte overfladisk vejrtrækning for at kompensere + samtidig øge antallet af åndedræt i minuttet for at indhente det tabte. 

Det giver en ubalance i vores system – og den primære effekt er at vores nervesystem over tid bliver kodet til at være alt for opmærksomt – en stresset og årvågen tilstand – det i åndedrætsteknisk kaldes – sympaticus dominante. Vores nervesystem kommer således ud af balance. Desværre lever vi i et samfund, hvor det er “normalt”, men ikke sundt, at løbe for stærkt og stresse, hvorfor så mange døjer med dårlig søvn, stress, smerter og generelt har svært ved at geare ned og finde ro.

Men det gode er, at du har et valg og kan gøre noget andet. Det starter med dig selv. Tænk over det – men træk vejret samtidigt. God fornøjelse

#åndedræt #stress #tanker #hovedmenneske #trækvejret